Hvorfor skal jeg lave valid kode?

Af Erik Ginnerskov

Opdateret: 05-12-2009

Det er kendt af de fleste, at den hjemmeside, man har siddet og nørklet sammen, så den ser flot ud i den browser, man selv foretrækker, måske ser rædsom ud eller fungerer slet ikke efter hensigten i andre browsere.

Derfor må man som det første skridt sørge for, at koden i en hjemmeside i hvert fald overholder gældende standard, både hvad angår HTML og CSS. Når det er i orden, har man lov til at forvente, at siderne om ikke ser præcis ens ud i alle browsere, så i det mindste fungerer i de browsere, der selv overholder standarderne.

Efterfølgende skal så bare opfordres til, at man skrotter de ældre browsere (generation 4 og ældre), der ikke forstår HTML 4.01 og CSS 2.

Definer kodestandarden

Hvordan sikrer man sig så, at siderne overholder standarden? Jo først skal man sørge for at definere den standard, man ønsker at overholde. Det gøres ved at indsætte noget kode øverst i siden. Denne kode kan se således ud:

<!doctype html public "-//W3C//DTD HTML 4.01 Transitional//EN" "http://www.w3.org/TR/html4/loose.dtd">

Koden fortæller valideringsfunktionen på W3C, at siden overholder html 4.01 transitional - dvs. at visse forældede koder tillades. Hvis man vil have siden valideret som ren html 4.01, skal i stedet indsættes denne kode øverst på siden:

<!DOCTYPE HTML PUBLIC "-//W3C//DTD HTML 4.01//EN" "http://www.w3.org/TR/html4/strict.dtd">

Koden indsættes som allerførste linje i siden. Du kan læse mere om standard­definitioner og deres kodning på !DOCTYPE kontakten. Se også Martin Hintzmann Andersens artikel om Doctype, den giver en bedre forståelse af forskellen.

Definer tegnsæt

Næste skridt er, at du skal have defineret det tegnsæt (læs: det alfabet), der skal anvendes. Til det formål indsætter du denne kode i sidens <head>:

<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html; charset=ISO-8859-1">

Herefter er siden klar til at stå sin prøve, men hvordan gør man så? Jo, man logger ind på W3C's validator og på den side kan man indtaste adressen på ens egen hjemmeside (den side, der skal valideres) - eller vælge at få vurderet siden, mens den endnu ligger på egen harddisk.

Valdatorprogrammet kigger nu din side igennem og enten får du at vide, at din side er kodet korrekt, eller du får at vide, hvilke fejl der er og hvor. Brug disse oplysninger til at få rettet fejlene. Ret fejlene og valider siden igen.

Når du har opnået, at siden validerer - at den er uden fejl i koden - får du tilladelse til at indsætte W3C's logo på din side og dermed tilkendegive for alverden, at din side er kodet korrekt.

Valider også css

Lidt længere nede på siden, der tilkendegiver korrekt kodning, er et link - check it for validity - der giver adgang til at få valideret sidens CSS. Den er nemlig ikke valideret endnu, selv om sidens HTML er godkendt.

Eller du kan gå direkte til css-validatoren, der hedder jigsaw og indtaste adressen på din side. Du kan eventuelt starte med at få valideret din eksterne css-fil. Men når den er godkendt, skal din hjemmeside tjekkes, så også den css, du har lavet direkte på siden, kan blive valideret.

Også her er det muligt at uploade css/html (ved html-upload valideres også intern og inline css) fra egen harddisk, så du kan få valideret inden offentliggørelse.

Også denne validering giver enten besked på, hvilke fejl der er, eller fortæller, at CSS'en er OK og giver dermed tilladelse til at skilte med korrekt CSS.

Valider links

Når både din html og din css er blevet valideret, er det en god ide også at få alle links på siden - både de interne på dit websted og de links, der går til andres sider - kigget efter i sømmene. Derved kan du sikre dig, at alle links virker og dermed også, at alle elementer, som din hjemmeside består af, er tilgængelige. Gør det på Link Checker.

Du får lige linkene en gang til plus de tilsvarende for htmlhelp.com's validering:

Retur til [FAQ]Retur til [FAQ]

Gå til toppen af sidenArtikler om HTML

Gå til toppen af sidenFAQ-svar om HTML

Page copy protected against web site content infringement by Copyscape

xhtml css


Brugere nu: 1
Printer
Home